Ved en graviditet udenfor livmoderen har det befrugtet æg sat sig fast et andet sted end i livmoderhulen. I langt de fleste tilfælde sidder graviditeten i én af æggelederne. Risikoen for at blive gravid udenfor livmoderen er øget, hvis én eller begge dine æggeledere er helt eller delvist lukkede. Dette kan fx ses efter tidligere operationer, infektioner i underlivet og/ eller ved sygdommen endometriose. Hvis du har været gennem fertilitets-behandling eller blivet gravid med spiral, er risikoen ligeledes øget.
Undersøgelse for om du er gravid udenfor livmoderen:
Da en tidlig graviditet udenfor livmoderen ikke altid kan ses med ultralyd vil denne undersøgelse blive kombineret med blodprøver, hvor graviditetshormonet hCG måles over flere gange med et par dages interval.
En graviditet udenfor livmoderen kan ikke gennemføres.
I nogle tilfælde vil graviditeten gå i stå af sig selv, men i andre tilfælde vil den videreudvikle sig. Man kan derfor opleve de almindelige symptomer på graviditet. Nogle kvinder kan have blødning á la menstruation og tolke dette, som om de ikke var gravide. På et tidspunkt vil æggelederen briste og/ eller graviditetsvævet bløde, og der kan komme smerter i maven evt smerter i skulderen og ned mod endetarmen samt du kan blive svimmel og utilpas.
Smerte og blødningsvarsel:
Hvis graviditeten udenfor livmoderen begynder at bløde, kan den blive kraftig og medføre smerter og utilpashed. Det er en potentiel farlig tilstand, som kræver hurtig behandling på et sygehus.
Du skal derfor kontakte læge med det samme, såfremt du oplever smerter, kraftig blødning og / eller bliver utilpas. Udenfor klinikkens åbningstid kan du kontakte: Region Hovedstaden: 1813 Region Sjælland: Vagtlægen tlf. nr. 70 15 07 00 Ved akut behov for hjælp ring 112 |
Behandling:
Behandlingen vil afhænge af din tilstand samt undersøgelserne. I nogle tilfælde er det muligt at følge dig med blodprøver, idet graviditeten kan gå i sig selv – uden behandling. I andre tilfælde vil man tilbyde medicinsk behandling med Methotrexat, som får graviditeten til at gå til grunde eller man kan være nødsaget til at operere oftest via en kikkertoperation. Ved operationen fjernes graviditeten og oftest også den æggeleder, hvori graviditeten sidder.