Fertilitetssamtale

Både du og din partner skal henvises fra egen læge før I kan booke tid i klinikken til en fertilitetsudredning.

Under din/jeres konsultation optages en journal, således at det videre fertilitetsforløb kan planlægges optimalt for netop dig/ jer.

Undersøgelser
Du vil i forbindelse med samtalen få foretaget en ultralydsskanning mhp at vurdere æggestokke og livmoder. Der vil evt. blive taget en celleprøve fra livmoderhalsen,- og du vil blive podet for Chlamydia og Gonoré. Derudover skal der tages lovpligtige blodprøver på dig og evt. partner (HIV og smitsom leverbetændelse B og C) og desuden skal du have taget en udvidet hormonanalyse.

Du og din partner skal selv gå ind på:
Min Sundhedsplatform – Login-side for at booke tid til blodprøverne på laboratoriet. Blodprøverne er ordineret af Gynækologisk Klinik og dine blodprøver til hormonanalysen skal tages på din 2, 3 eller 4. menstruationsdag OG du skal have været vågen i minimum 3 timer forinden. I har også mulighed for at få taget jeres blodprøver i klinikken, da det kan være svært at få en tid på Sygehusenes laboratorier, når de bookes med kort varsel jf. vigtigheden i, at de tages på korrekt menstruationscyklustidspunkt.

Din partner skal aflevere sædprøve til analyse:
Vejledning i dette vil I informeres om telefonisk ved tidsbooking på klinikken og efterfølgende henvises til:

Hvis I er bosiddende i Region Sjælland:
og ønsker at aflevere sædprøve på Universitetshospitalet i Køge, Fertilitetsklinikken skal I (efter henvisning fra os) ringe til deres laboratorie mandag – fredag ml kl 11.00-12.00 på telefon 47 32 12 59 for at booke en tid og få vigtige informationer om de praktiske forhold omkring aflevering af sædprøven.

Hvis I er bosiddende i Region Hovedstaden:
og ønsker at aflevere sædprøve på Nordsjællands Hospital Hillerød Laboratorie skal dette link følges for vigtige informationer: https://www.nordsjaellandshospital.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Saedundersoegelse-analyse-af-saedkvalitet-26282.aspx?rhKeywords=s%C3%A6danalyse

og ønsker du/I at aflevere sædprøve på Herlev Hospital, Fertilitetsklinikken skal dette link følges for vigtige informationer: https://www.herlevhospital.dk/undersoegelse-og-behandling/find-undersoegelse-og-behandling/Sider/Information-om-saedanalyse-21835.aspx


Rubella
Du vil (som kvinde) blive testet ved en blodprøve om du er immun for Rubella (Røde hunde). Viser det sig, at du ikke er immun, anbefales du vaccination. Dette kan foregå gennem din egen praktiserende læge. Der skal gå én måned efter vaccinationen til du kan påbegynde fertilitetsbehandlingen.

Medicin under fertilitetsbehandling
Det anbefales, at du tager mindst mulig medicin under behandlingen og graviditeten. Har du brug for daglig receptpligtig medicin, så tal med din egen praktiserende læge, om du bør skifte til et andet præparat før behandlingen.
Har du brug for almindelig smertestillende medicin, råder vi til, at du anvender paracetamol (fx Panodil, Pamol). Smertestillende medicin, som hører til gruppen af lægemidler til reumatiske sygdomme eller inflammatoriske lidelser; NSAID (fx Brufen, Ibumetin, Ipren med fl.), bør ikke anvendes under fertilitetsbehandlingen, da det kan påvirke slimhinden i livmoderen i ugunstig retning.

Kost og vitaminer før og under graviditet
Via dette link kan I læse mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger; Anbefalinger om kost til gravide | Borger | Sundhedsstyrelsen